• Brandattentat mod organisation skete muligvis på bestilling

    Source: BDK Borsnyt / 07 Apr 2025 05:10:38   America/New_York

    De gerningsmænd, som satte ild til organisationen Global Aktions lokaler i København 13. januar, var muligvis blevet hyret til opgaven. I hvert fald er det en af politiets hypoteser i efterforskningen af den påsatte brand. - Det er en af arbejdshypoteserne, at der er personer, som har "bestilt" eller på anden måde har fået andre til at udføre handlingen, oplyser Københavns Politi i en mail. Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere. Derfor er det uklart, om politiet har nogen konkrete mistænkte i kikkerten. I dagene efter brandattentatet blev to mænd anholdt og varetægtsfængslet. De sigtes for at have kastet en brosten gennem vinduet til Global Aktions lokaler i Wesselsgade på Nørrebro og sat ild til lokalerne med brændbare væsker. Mændene - en 19-årig britisk statsborger og en 20-årig somalisk statsborger - er begge sigtet efter paragraf 180 i straffeloven, der omhandler alvorlig brandstiftelse. Beboere kom i overhængende livsfare, lyder det i sigtelsen. De nægter sig begge skyldige. Mandag har de begge fået forlænget deres varetægtsfængsling. Den 19-årige gik frivilligt med til at forlænge fængslingen, mens den 20-årige i et retsmøde protesterede mod den fortsatte tilbageholdelse. Det skete i et retsmøde i Københavns Byret, hvor den unge mand var med på en videoforbindelse fra Vestre Fængsel. Hvad der nærmere foregik på retsmødet, holdes dog hemmeligt, da dørene blev lukket. Efterfølgende fortalte dommeren dog, at fængslingen var blevet forlænget til 5. maj. Global Aktion mener, at angrebet var politisk motiveret. Organisationen beskæftiger sig med Vestsahara, der ønsker selvstændighed fra Marokko. På fortovet ud for bygningen var der skrevet "Sahara belongs to Marocco". - Man kan kalde det en form for visitkort, har Morten Nielsen, der er politik- og kampagnekoordinator, tidligere sagt om ordene. Ingen personer kom til skade i branden, men der skete alvorlig skade på beboelsesejendommen, fremgår det af sigtelsen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/brandattentat-mod-organisation-skete-muligvis-paa-bestilling
Share on,